Lægeoksetunge er en toårig plante, som har en stiv, opret vækstform. Hele planten er dækket af stive hår. Det første leveår danner planten en helt flad roset af blade, og først næste forår skyder stænglen til vejrs. Stænglen er forgrenet i toppen og rund i tværsnit. Den bærer de spredtstillede, ustilkede, linjeformede og helrandede blade. Bladenes overside er grågrøn, mens undersiderne er noget lysere.
Blomstringen sker i juni-juli, hvor man bemærker de blåviolette, regelmæssige blomster siddende i endestillede svikler. Frugterne er kantede delfrugter.
Rodnettet består af en kraftig pælerod, som bærer tilsvarende kraftige siderødder. (Kilde: Wikipedia).
Dansk navn: Læge-Oksetunge
Latinsk navn: Anchusa officinalis.
Slægt: Oksetunge (Anchusa)
Familie: Rublad-familien (Boraginaceae)
Oprindelse: Frø sanket på Orø.
Lokation: Til spiring i potte.